Skolen er det eneste institutionaliserede sociale felt, hvor hele befolkningens politiske og kulturelle dannelse formes. Hermed udgør feltet et af de væsentligste rum for udvikling af sammenhængskraft i samfundet. Uddannelserne skal, udover at sikre tilegnelse af formelle kompetencer, varetage elevers dannelse, dvs. deres tilegnelse af de betydningsskabende praksisser, der gør dem til handlingsduelige subjekter i de(n) kultur(er), de lever i.
I dag skal uddannelsesinstitutioner forberede elever til at agere i samfund præget af globalisering, hvilket ændrer afgørende på de traditionelt nationale positioner for forståelsen af opgaverne. Af betydning er øget etnisk og sproglig kompleksitet, videnssamfundets krav til internationalisering af uddannelser og udvikling af de liberale nationalstaters værdigrundlag som normativ forhandlingsramme.
I projektet afdækkes, hvordan disse forhold præger forandringsprocesser i uddannelserne ud fra følgende teser, der belyses gennem en analyse af traditionelt kulturbærende og almendannende fag fra forskellige, men sammenhængende forskningsperspektiver:
Det er muligt at aflæse, hvordan den kulturaliserede magtudøvelse finder sted i det formelle uddannelsessystem i lyset af globaliseringsprocesserne, dvs. belyse, hvordan spændingen mellem kulturel enhed og kulturel kompleksitet fortolkes i uddannelserne, hvordan forskellige aktører forstår adækvate svar, og hvilke aftryk dette sætter i reformer af kulturcurricula og i læreres undervisning.
Projektet løber fra 1. april 2008 til 31. december 2011 og modtager økonomisk støtte fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation.