Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Delprojekter

Christian Horst

Ligestilling og demokratisk dannelse i en interkulturel læringskontekst

De liberale samfunds udvikling af ligestilling og lige mulighed for alle afspejler sig bl.a. i to normdannende og normregulerende felter: Gennem lovgivning og forvaltning begrebsliggøres og institutionaliseres medborgerskabet gennem udvikling af ensartede rettigheder og pligter og gennem udvikling af ensartet behandling af borgere i analoge situationer.

Gennem uddannelses- og dannelsesinstitutioner, baseret på lige adgang til obligatorisk grundskole og til gratis uddannelse skabes et grundlag for udvikling af lige muligheder for den enkelte, afgrænset af den enkeltes evner, i en meriteringsstruktur sammen med tilegnelse af medborgerskabskompetencer.

Udviklingen af et ensartet skoletilbud til alle børn omfatter ikke kun en kamp om lige adgang til skolen, uanset køn, social, religiøs og etnisk baggrund, som et aspekt af problemstillingen om social arv, en forhandling af ligestilling/diskrimination. Det indebærer også spørgsmålet om, i hvilket omfang der er lige mulighed for at drage nytte af undervisningen, om forholdet mellem social og kulturel repræsentation og konstruktionen af subjektet i det pædagogiske møde, dvs. spørgsmålet om inklusion/eksklusion i læringen. Projektet afdækker mulige sammenhænge mellem ligestillingsforståelser og etnisk kompleksitet i forskellige styringstekster og deres gennemslag i udvalgte former for pædagogisk praksis.


Claus Haas

National og/eller flerekulturel kulturarv i det 21. århundredes curriculum. Identitets - og erindringspolitiske konflikter i historie- samfunds- og religionsfagene?

Skolens og uddannelsessystemets curriculum har bl.a. til formål at opsamle de elementer i en eller flere former for kulturarv, der anses for at være værd at overføre eller kommunikere videre til de næste generationer af elever og studerende. I den forstand trækker et curriculum på fortiden, men er skabt med henblik på nutiden og fremtiden. Et curriculum kan betragtes som en vision for, hvordan en eller flere former for kulturarv skal/kan konstrueres, og et sæt af procedurer for, hvordan de lærende tilegner sig dem. Nogle af grundpillerne i denne konstruktion er udmøntet i skolens/uddannelsessystemets fag, bl.a. kristendom/religion og historie/samfundsfag, der udgør omdrejningspunktet for mit delprojekt.

Jeg vil afdække om, og i så fald hvordan, forholdet mellem disse faglige elementer i danske curricula og kulturarv bliver tænkt sammen med det at påvirke elevers/studerendes kollektive erindringer og identitetsdannelse. I fokus vil stå om, og i så fald hvordan dette forhold bliver bearbejdet og måske rekonstrueret i lyset af fremvæksten af et stadig mere globaliseret og flerkulturelt/ flerkonfessionelt Danmark i begyndelsen af det 21. århundrede. Er det fx (fortsat) et kristent - nationalt kulturarvs- og dannelsesprojekt, der er på den identitets- og uddannelsespolitiske dagorden? Eller kan man sige, at en flerkulturel/flerkonfessionel kulturarv er ved at gøre sig gældende, dels i de faglige og uddannelsespolitiske diskurser, dels i de måder nogle af fremtidens centrale kulturarvsformidlere (lærerstuderende) i den danske folkeskole fortolker faget? Nærværende delprojekt klarlægger disse og relaterede problemstillinger, med afsæt i to case studies:

Det ene case studium omhandler et nyt fag i læreruddannelsen, der har fået betegnelsen kristendom, livsoplysning og medborgerskab. Hvorfor har man fra nationalstatens side fundet det nødvendigt at skabe dette fag i begyndelsen af 21. århundrede? Hvilke tanker og analyser ligger bag, hvilke udfordringer er et dette fagdidaktiske initiativ et svar på? Er der tale om kontinuitet og/eller brud med de måder, hvorpå det religiøse tidligere har været indtænkt i forholdet mellem dannelse, curiculum/fag og kulturarv? Hvilke opfattelser af kulturarv bliver (re)produceret og repræsenteret, dels i de lærebøger der er under produktion til faget, dels i de lokale seminariers læseplaner? Og hvordan fortolker lærere og studerende betydningen af dette fag? Af særlig interesse vil det være at klarlægge, hvorfor begrebet medborgerskab er indarbejdet i denne sammenhæng, idet faget dermed bliver indskrevet i globalt omfattende diskurs om betydningen af og sammenhængen mellem multikulturalisme og dannelse til medborgerskab/citizenship i senmoderne samfund.

Det andet case studium vil være en anden faglig nydannelse. Fra nationalstatens side har man gjort en historiekanon til en af grundpillerne i folkeskolens historieundervisning. Men hvilke analyser og tanker ligger bag dette initiativ, og hvordan er det blevet modtaget og fortolket i de faglige diskurser og i den brede offentlighed? Hvordan bliver forholdet mellem national og flerkulturel og -konfessionel kulturarv sat i spil i diskurserne om det kanoniserede erindringsfællesskab? Kan der siges at være en sammenhæng med nutidige og fortidige forsøg på at kanonisere kulturarv i uddannelsesfeltet, og i særdeleshed, kan man sige, at der er en sammenhæng mellem dette initiativ og lanceringen af det nye seminariefag? Og endelig hvordan bliver historiekanonen brugt og fortolket på læreruddannelserne? Analysen af de danske forhold vil blive sammenlignet med de måder hvorpå man i USA og Storbritannien har diskuteret forhold mellem multikulturalisme og historieundervisning i et nationalt erindringsfællesskab.


Anne Holmen

Kulturarv og kommunikative kompetencer: dilemmaer i danskfagene

Projektet beskæftiger sig med de centrale danskfag i grundskole og ungdomsuddannelse samt med faget dansk som andetsprog. Dets formål er at undersøge ændringer i danskfagenes fagforståelse ud fra et sprogpædagogisk perspektiv på fagenes dannelsesopgaver i skoler præget af stigende multikulturalisme og internationalisering. Med dannelsesopgaver tænkes her på koblingen mellem elevernes sprogkundskaber, deres sproglige refleksion og deres tekst- og genreforståelse. Der vil være fokus på centralt styrede ændringer i læreplaner og vejledninger i grundskole, ungdomsuddannelser og læreruddannelse suppleret med nedslag i den faglige debat om samme.


Bergthóra Kristiánsdóttir

Sprog- og kulturarv: dilemmaer i nationalcurriculet (Delprojekt C)

Skolegang for tosprogede elever i folkeskolen i medfør af nationalcurriculet (skolelove, bekendtgørelser, samt pædagogiske og organisatoriske vejledninger) giver anledning til spørgsmål om, hvorvidt denne elevgruppe fortsat skal arve et etsproget og monokulturelt uddannelsessystem. Denne problemstilling er en central del af ph.d.-afhandlingen "Evas skjulte børn. Diskurser om tosprogede elever i det danske nationalcurriculum" (Kristjánsdóttir, Danmarks Pædagogiske Universitet, 2006). Hovedkonklusionen er, at uddannelsestilbuddene ifølge nationalcurriculet ikke afspejler en stigende sproglig og kulturel mangfoldighed blandt skoleelever i folkeskolen. Afhandlingen, der har fokus på, hvordan tosprogede elever bliver konstrueret diskursivt i nationalcurriculet, skildrer en uddannelseshistorie i forhold til tosprogede elever i et 30-årigt tidsperspektiv, fra 1970'erne og indtil 2001. Ansøger ønsker at beskrive denne uddannelseshistorie i perioden efter 2001 med udgangspunkt i de samme tekstgenrer som i afhandlingen, dvs. nationalcurriculet og andre følgedokumenter.

I ph.d.-afhandlingen blev tidsperioden inddelt i tre regeringsperioder; den første med skiftende regeringer, den anden fra 1982-1993 og den tredje fra 1993-2001. Formålet med inddelingen i regeringsperioder var at belyse, hvilken betydning skiftende regeringer har for uddannelsespolitiske beslutninger for uddannelse af tosprogede elever i folkeskolen. Den konkluderer, at tosprogede elever ikke har adgang til nationalcurriculet ud fra deres egne sproglige og kulturelle forudsætninger. I stedet for bliver deres familier gjort til genstand for normkrav og moraliserende anvisninger på korrekt dansk adfærd. De spørgsmål der ønskes belyst i lyset heraf, er, hvordan elevernes adgang til nationalcurriculet italesættes efter regeringsskiftet i 2001, og hvilke forventninger der er til samarbejdet med deres familier. I forholdet mellem politiske udmeldinger og det ministerielle embedsværks implementering i praksis ses paradokser om folkeskolens rolle i sprog og kulturmøder i den analyserede tidsperiode, som ønskes belyst for perioden efter 2001.

Et andet perspektiv i ph.d.-afhandlingen omhandler udviklingsprojekter for undervisning og uddannelse af tosprogede elever, der blev iværksat i anden og tredje regeringsperiode. Ph.d.-afhandlingen konkluderer, at indhøstet viden via forsøgs- og udviklingsarbejde negligeres. I regeringsperioden efter 2001 er der iværksat et større udviklingsprojekt, der ønskes belyst med henblik på politiske udmeldinger, implementering og styringsinstrumenter.

Delprojekt C sætter derfor fokus på følgende:

  • Hvilke sprog har legitimitet i uddannelserne (som fag i skolen; som kommunikationsmiddel; som en kilde til identitetsudvikling for at markere etniske tilhørsforhold)?
  • Hvorledes og med hvilke midler reguleres øget sproglig og kulturel mangfoldighed i uddannelsesfeltet?
  • Hvordan berøres eleverne og deres forældre af normative forestillinger om sprog, herunder kulturarv og traditioner?
  • Hvilken uddannelsespolitisk rolle spiller regeringens udviklingsprojekt og andre mindre projekter efter 2001?